Handelsbetingelser for Vokso
Version 2.0. Gælder fra 12. oktober 2026. Har du oprettet din konto før denne dato, gælder punkt 19.4.
1. Om Vokso og disse betingelser
1.1 Vokso er en digital markedsplads, hvor private kan købe og sælge brugt tøj, sko og tilbehør til babyer og børn.
1.2 Vokso drives af Recovery Friend v/ Mathias Kristian Pilegaard (enkeltmandsvirksomhed), CVR-nr. 43413694, Jernbanevej 31, st. th., 8600 Silkeborg. E-mail: kontakt@vokso.dk. Telefon: +45 60 53 15 58.
1.3 Disse betingelser gælder for din brug af Vokso-appen og de tjenester, vi tilbyder i den, herunder de betalte tjenester i afsnit 11.
1.4 Vokso stiller en platform til rådighed, hvor brugere kan finde hinanden. Vokso er ikke part i handler mellem brugere. Vi er ikke sælger, køber, mellemmand eller betalingsformidler. Aftalen om en vare indgås direkte mellem køber og sælger.
1.5 Hvordan vi behandler personoplysninger, står i privatlivspolitikken i appen under Profil > Privatlivspolitik og på vokso.dk/privatliv.html. Privatlivspolitikken er en oplysning til dig og ikke en del af aftalen.
1.6 Kontaktpunkt efter forordningen om digitale tjenester (DSA) art. 11 og 12: myndigheder, Europa-Kommissionen og brugere kan kontakte os på kontakt@vokso.dk eller +45 60 53 15 58. Vi kommunikerer på dansk og engelsk.
2. Definitioner
- Vokso, vi, os: tjenesten Vokso og Recovery Friend som udbyder.
- Bruger, du: en person, der bruger Vokso.
- Køber og sælger: de to brugere i en handel.
- Annonce: en vare, en bruger sætter til salg i Vokso.
- Bud og modbud: en pris, som køberen foreslår for en annonce, og en ny pris, som sælgeren eller køberen foreslår som svar.
- Handel: forløbet mellem køber og sælger om en annonce, fra et bud er accepteret, til handlen er afsluttet.
- Aftalt pris: prisen i det bud eller modbud, der blev accepteret.
- Gæstekonto: en konto uden navn, e-mail eller login, som appen opretter automatisk.
- Konto: en konto med login via e-mail og adgangskode, Google (Android) eller Apple (iPhone).
- Kaldenavn: det navn, andre brugere ser.
- Bedømmelse: stjerner fra 1 til 5, som køber og sælger i en gennemført handel giver hinanden.
- Rapport: en brugers henvendelse i appen om en annonce, en besked eller en bruger.
- Anmeldelse: en meddelelse om indhold, som nogen mener er ulovligt (afsnit 13).
- Afgørelse: et indgreb fra os over for indhold eller en konto (afsnit 12).
- Suspension: midlertidig eller permanent lukning af en konto.
- Vokso Plus: Voksos medlemskab med ekstra fordele, beskrevet i punkt 11.1.
- Topannonce: en annonce, der vises øverst og er mærket "Topannonce" i 3 dage.
- Ryk op: en funktion, der flytter en annonce op blandt de nyeste.
- Betalte tjenester: Vokso Plus og Topannonce.
- Lanceringstilbuddet: tilbuddet om 12 måneders gratis Vokso Plus til de første 100 sælgere på Android og de første 100 på iPhone.
- Erhvervsdrivende: en person eller virksomhed, der sælger som led i sin erhvervsvirksomhed.
3. Konto og alder
3.1 Du skal være fyldt 18 år for at bruge Vokso.
3.2 Du kan kigge og søge uden at oprette en konto. Appen opretter da en gæstekonto. For at sælge, skrive beskeder, byde og gemme annoncer skal du have en konto.
3.3 Når du opretter en konto, accepterer du disse betingelser og bekræfter, at du er fyldt 18 år.
3.4 Du skal give korrekte oplysninger og passe på dine loginoplysninger. Du er ansvarlig for det, der sker på din konto. Del ikke din konto med andre.
3.5 Du må ikke oprette flere konti for at omgå en suspension eller begrænsning, eller for at få en fordel flere gange.
3.6 Vi kan kræve, at du opdaterer appen til en nyere version for at fortsætte med at bruge den, fx når en opdatering retter en sikkerhedsfejl.
4. Kun private sælgere
4.1 Vokso er kun til salg mellem private. Det er ikke tilladt at sælge som erhvervsdrivende.
4.2 Før du opretter din første annonce, beder appen dig angive, om du sælger som privatperson eller som erhvervsdrivende. Vi gemmer dit svar og tidspunktet, og du kan ændre svaret under Profil > Rediger profil. Har du angivet, at du er erhvervsdrivende, kan du ikke oprette annoncer. Hver gang du opretter en annonce, bekræfter du, at du sælger som privatperson og ikke som led i en erhvervsvirksomhed. På dine annoncer står der, at handlen er privat, medmindre du har angivet, at du er erhvervsdrivende.
4.3 Tegn på erhvervsmæssigt salg kan fx være, at du køber varer for at sælge dem videre med fortjeneste, eller at omfanget og hyppigheden af dit salg svarer til en forretning.
4.4 Vurderer vi, at du sælger som erhvervsdrivende, kan vi skjule dine annoncer og lukke din konto (afsnit 12 og 18).
5. Hvad må sælges
5.1 Du må kun sælge tøj, sko og tilbehør til babyer og børn, fx huer, luffer, halstørklæder, strømper, tasker og soveposer.
5.2 Legetøj, møbler, barnevogne, autostole og andet udstyr må ikke sælges på Vokso.
5.3 Varen skal være lovlig og sikker. Tilbagekaldte, forfalskede, stjålne og sundhedsskadelige varer må ikke sælges.
5.4 Annoncen skal beskrive varen korrekt, herunder størrelse, stand og kendte fejl. Billederne skal vise den vare, du sælger, og du skal have ret til at bruge dem.
5.5 Billeder, hvor et barn eller en anden person kan genkendes, er ikke tilladt.
5.6 Skriv ikke navne, adresser, telefonnumre eller andre personoplysninger om dig selv eller andre i annoncen.
6. Regler for indhold og adfærd
6.1 Du må ikke lægge ulovligt indhold på Vokso eller bruge Vokso til ulovlige formål.
6.2 Du må ikke chikanere, true eller diskriminere andre eller lægge krænkende eller seksuelt indhold op.
6.3 Du må ikke snyde eller vildlede andre, fx med falske annoncer, falske bedømmelser eller ved at tage imod betaling for varer, du ikke har eller ikke vil sende.
6.4 Du må ikke sende spam eller oprette gentagne ens annoncer.
6.5 Du må ikke skaffe dig andres personoplysninger, betalingsoplysninger eller loginoplysninger under falske forudsætninger.
6.6 Du må ikke krænke andres rettigheder, fx ophavsretten til billeder og tekster.
6.7 Du må ikke misbruge tjenesten, fx ved automatiseret adgang, kopiering af indhold i stor stil, forsøg på at omgå sikkerhed, indholdsfilter eller begrænsninger, eller forsøg på at få uberettiget adgang til andres oplysninger.
6.8 Du må ikke sende rapporter eller anmeldelser, som du ved er grundløse.
7. Bud, handler og aftaler mellem brugere
7.1 Sælgeren fastsætter prisen. Køberen kan give et bud, og sælgeren kan acceptere, afvise eller give et modbud.
7.2 Når et bud eller modbud accepteres, opretter appen en handel med den aftalte pris. Handlen i appen viser, hvor køber og sælger er i forløbet. Køberens og sælgerens rettigheder og pligter over for hinanden følger af deres aftale og af dansk rets almindelige regler. Vokso er ikke part i aftalen.
7.3 Køb mellem to privatpersoner er ikke et forbrugerkøb. Der er ingen fortrydelsesret, og reglerne om reklamation over for erhvervsdrivende gælder ikke. Varen skal dog svare til det, sælgeren har oplyst, og købelovens almindelige regler gælder mellem køber og sælger.
7.4 Køber og sælger bekræfter hver især i appen, når handlen er gennemført. Indtil da kan både køber og sælger afbryde handlen i appen. Når køberen har bekræftet, kan sælgeren dog ikke længere afbryde den. Kan handlen ikke gennemføres, kan køber og sælger melde det i appen under "Noget galt?", enten som udeblivelse ("Vi mødtes aldrig") eller som "Noget andet gik galt". Det afslutter handlen i appen.
7.5 Sælgeren skal holde annoncen opdateret og markere varen som solgt, når den er solgt.
8. Møde, betaling og forsendelse
8.1 Ved afhentning anbefaler vi, at køber og sælger mødes et offentligt sted, og at køberen betaler, fx med MobilePay, når køberen har set varen.
8.2 Ved forsendelse betaler køberen prisen og den aftalte porto til sælgeren, og sælgeren sender først varen, når betalingen er modtaget. Brug en betalingsform, der efterlader et spor, fx MobilePay, og aftal porto og betaling i samtalen.
8.3 Ved forsendelse vælger køberen sin leveringsadresse i appen fra Danmarks officielle adresseregister. Kun sælgeren i handlen kan se adressen, og sælgeren må kun bruge den til at sende varen. Adressen slettes automatisk, når handlen er afsluttet eller skiftet til afhentning, og senest 30 dage efter, at den blev delt eller ændret.
8.4 Sælgeren tilføjer et sporingsnummer i appen, når pakken er sendt. Køberen får besked.
8.5 Vokso håndterer ikke betaling mellem brugere og garanterer hverken betaling, levering eller varens stand. Hvem der bærer risikoen, hvis en pakke bliver væk eller beskadiget, følger af aftalen mellem køber og sælger og af købelovens regler. Vi anbefaler forsendelse med sporing.
9. Bedømmelser
9.1 Kun køber og sælger i en handel, som begge har bekræftet som gennemført i appen, kan bedømme hinanden, og kun én gang hver.
9.2 Med kravet i punkt 9.1 sikrer vi, at bedømmelser stammer fra rigtige handler. Vi kontrollerer ikke selve varen eller betalingen, og vi gennemgår ikke bedømmelser, før de vises.
9.3 En bedømmelse skal være sand og saglig og vedrøre den konkrete handel.
9.4 Vi fjerner kun bedømmelser, der er ulovlige, chikanerende eller åbenlyst usande, eller som ikke vedrører handlen. Vi fjerner ikke en bedømmelse, alene fordi den er negativ.
9.5 Du kan fortryde din egen bedømmelse inden for 15 minutter.
9.6 Andre brugere ser kun modtagerens samlede bedømmelse: gennemsnittet og antallet. Enkelte bedømmelser og navnet på den, der gav dem, vises ikke.
10. Rangordning og synlighed
10.1 Som standard vises Topannoncer først. De er mærket "Topannonce". Derefter sorteres annoncerne efter, hvornår de senest blev oprettet eller rykket op.
10.2 Har du valgt et område, vises kun annoncer inden for den valgte radius. Efter Topannoncerne vises de nærmeste først. Afstanden regnes fra postnummerområdets midtpunkt.
10.3 Du kan selv vælge at sortere efter pris (billigst eller dyrest). Filtre som størrelse, køn, kategori og Mine børn afgør, hvilke annoncer der vises, men ikke rækkefølgen.
10.4 Vi bruger ikke din adfærd, dine tidligere søgninger eller en profil af dig til at bestemme rækkefølgen.
10.5 Ryk op flytter en aktiv annonce op blandt de nyeste. Ryk op kan bruges på annoncer, der er under 7 dage gamle, og højst én gang i døgnet pr. annonce. Du kan bruge Ryk op gratis én gang i døgnet. Uden Vokso Plus ser du først en kort reklame (i iPhone-appen fra version 1.6.51). Med Vokso Plus får du 5 ekstra Ryk op pr. kalendermåned. En annonce, der er rykket op, bliver ikke mærket.
10.6 En Topannonce vises øverst og er mærket "Topannonce" i 3 dage. Den kan købes i Android-appen eller bruges med Vokso Plus (afsnit 11).
10.7 Ud over Topannonce og Ryk op kan man ikke betale for en bedre placering. Du kan læse mere i appen under Profil > Sådan rangerer vi.
11. Betalte tjenester
11.1 Vokso Plus giver hver kalendermåned 5 Ryk op og 1 Topannonce. Ubrugte Ryk op og Topannoncer overføres ikke til næste måned. Med Plus vises der ingen reklamer i appen, hverken på Android eller iPhone. Plus kan også give adgang til nye funktioner, før de bliver tilgængelige for alle. Plus gælder for din konto, uanset om du bruger Android eller iPhone.
11.2 Plus kan købes som månedligt eller årligt abonnement i App Store eller Google Play. Prisen og perioden vises i butikken, før du køber. Købet gennemføres og betales gennem butikken, og vi modtager ikke dine betalingsoplysninger.
11.3 Abonnementet fornyes automatisk for en ny periode til den pris, der gælder på fornyelsestidspunktet, indtil du opsiger det. Du opsiger i App Store under Indstillinger > dit navn > Abonnementer eller i Google Play under Betalinger og abonnementer > Abonnementer. Opsiger du senest 24 timer før periodens udløb, fornyes abonnementet ikke, og du beholder Plus til periodens udløb. Ændres prisen, får du besked fra App Store eller Google Play efter deres regler, før ændringen får virkning for dig.
11.4 En Topannonce købes som engangskøb i Android-appen gennem Google Play. Prisen vises, før du køber. Topannoncen gælder for den annonce, du vælger, i 3 dage fra købet og kan ikke flyttes til en anden annonce. Sælger eller sletter du annoncen inden for de 3 dage, forlænges eller refunderes Topannoncen ikke.
11.5 Fortrydelsesret: Som forbruger har du 14 dages fortrydelsesret ved køb af betalte tjenester, regnet fra den dag, købet gennemføres. Fortryder du, får du pengene tilbage. Har du udtrykkeligt bedt om, at tjenesten skulle begynde inden udløbet af fortrydelsesfristen, kan vi fratrække et beløb, der svarer til den del af tjenesten, du har fået. Er tjenesten leveret fuldt ud inden for fristen, kan du ikke fortryde, hvis du ved købet udtrykkeligt har accepteret, at tjenesten begynder med det samme, og at du mister fortrydelsesretten, når den er leveret fuldt ud. Før du køber en Topannonce, beder appen dig bekræfte, at den skal starte med det samme, og at du mister fortrydelsesretten, når den er leveret fuldt ud. En Topannonce er leveret fuldt ud, når de 3 dage er gået. Fortryder du, før de 3 dage er gået, får du pengene tilbage med fradrag for den del af de 3 dage, der er gået.
11.6 Sådan fortryder du: Giv os en utvetydig meddelelse inden fristen, fx en e-mail til kontakt@vokso.dk. Du kan bruge formularen nedenfor, men det er ikke et krav. Køb i Google Play refunderer vi gennem Google Play senest 14 dage efter, at vi har modtaget din meddelelse. Køb i App Store kan kun Apple refundere gennem butikken. Du anmoder om det på reportaproblem.apple.com, og vi hjælper dig gerne.
Standardfortrydelsesformular
(Udfyld og send kun formularen, hvis du vil fortryde købet.)
Til: Recovery Friend, Jernbanevej 31, st. th., 8600 Silkeborg, kontakt@vokso.dk
Jeg meddeler herved, at jeg ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min aftale om levering af følgende tjeneste: ______
Købt den: ______
Navn: ______
Adresse: ______
E-mail: ______
Underskrift (kun hvis formularen sendes på papir): ______
Dato: ______
11.7 Lanceringstilbuddet gælder efter de særskilte vilkår på vokso.dk/100.html. I Android-appen er Plus gratis i 12 måneder og fornyes ikke. På iPhone får du en kode til et årsabonnement, som er gratis i 12 måneder. Derefter fornyes det automatisk til den almindelige årspris, som du kan se i App Store, medmindre du opsiger det senest 24 timer før.
11.8 Suspenderer eller lukker vi din konto på grund af et væsentligt brud på disse betingelser, refunderer vi ikke allerede betalte perioder. Opsig abonnementet i butikken, så det ikke fornyes. Viser det sig, at en suspension eller lukning var uberettiget, eller lukker vi kontoen af andre grunde end dit brud, refunderer vi den del af den betalte periode, du ikke har kunnet bruge.
11.9 Sletter du selv din konto, mister du adgangen til Plus på kontoen. Abonnementet hos Apple eller Google stopper ikke af sig selv. Du skal selv opsige det i butikken.
11.10 Ved køb i App Store gælder også Apples standardvilkår for licenserede apps (Licensed Application End User License Agreement). Apple er ikke part i disse betingelser og har ikke ansvar for Vokso eller for support til Vokso.
11.11 Virker en betalt tjeneste ikke som beskrevet, har du rettigheder efter forbrugerlovgivningen, fx til at få fejlen rettet, et forholdsmæssigt afslag eller pengene tilbage. Kontakt os, så finder vi en løsning.
12. Indholdsmoderation
12.1 Vi gennemgår ikke alt indhold, før det vises. Vi bruger disse værktøjer:
- Et automatisk indholdsfilter kontrollerer tekst i annoncer og beskeder mod en ordliste, før teksten gemmes. Tekst med visse ord afvises, og du får besked i appen. Andre ord markerer en annonce til gennemgang hos os.
- Rapporter fra brugere og anmeldelser efter afsnit 13.
- Vores egen gennemgang af markerede annoncer og af sager.
12.2 Fjernelse af indhold, der allerede er offentliggjort, og suspension af konti besluttes af et menneske.
12.3 Bryder indhold eller adfærd disse betingelser eller loven, kan vi:
- skjule eller slette en annonce
- fjerne billeder fra en annonce
- slette en besked
- slette en bedømmelse
- fjerne kaldenavn, profilbillede eller beskrivelse fra en profil
- suspendere en konto midlertidigt eller permanent.
12.4 Vi vælger det mildeste indgreb, der er tilstrækkeligt. Ved gentagne eller grove brud kan vi suspendere kontoen.
12.5 Når vi griber ind, giver vi dig en begrundelse i appen under Profil > Afgørelser om dit indhold. Begrundelsen oplyser, hvad vi har gjort, hvorfor, hvilken regel indgrebet bygger på, og hvordan du kan klage.
12.6 Klage over en afgørelse: Skriv til kontakt@vokso.dk eller brug knappen ved afgørelsen i appen inden for 6 måneder. Oplys sagsnummeret. En person gennemgår klagen, og vi svarer uden unødig forsinkelse og normalt inden for 14 dage. Er afgørelsen forkert, omgør vi den.
12.7 Du kan også klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er koordinator for digitale tjenester i Danmark (kfst.dk), eller indbringe sagen for domstolene.
13. Anmeldelse af ulovligt indhold
13.1 Alle kan anmelde indhold på Vokso, som de mener er ulovligt, også uden en konto. I appen bruger du Rapportér. Uden for appen skriver du til kontakt@vokso.dk.
13.2 En anmeldelse bør indeholde:
- hvor indholdet findes, fx annoncens nummer, sælgerens kaldenavn eller et skærmbillede med tidspunkt
- en begrundelse for, hvorfor du mener, indholdet er ulovligt
- dit navn og din e-mailadresse, medmindre anmeldelsen handler om seksuelt misbrug af børn
- en erklæring om, at du i god tro mener, at oplysningerne i anmeldelsen er korrekte og fuldstændige.
13.3 Vi bekræfter, at vi har modtaget en anmeldelse sendt på e-mail. Vi behandler anmeldelser omhyggeligt, objektivt og uden unødig forsinkelse og giver dig besked om vores afgørelse og dine klagemuligheder. Har du rapporteret i appen, får du besked under Profil > Afgørelser om dit indhold.
13.4 Vi fortæller ikke den, der bliver anmeldt, hvem der har anmeldt.
14. Underretning af myndigheder
14.1 Får vi kendskab til oplysninger, der giver mistanke om en strafbar handling, som truer en persons liv eller sikkerhed, underretter vi straks politiet og giver de oplysninger, vi har.
14.2 Vi videregiver også oplysninger til myndigheder, når loven eller en retskendelse kræver det.
15. Voksos ansvar
15.1 Vokso er ikke part i handler mellem brugere. Vi er ikke ansvarlige for tab, der skyldes en handel mellem brugere, fx mangler ved en vare, manglende betaling, manglende levering, udeblivelse eller en tvist.
15.2 Vi arbejder for, at Vokso er stabil og sikker, men vi kan ikke love, at tjenesten altid er tilgængelig eller uden fejl. Vi kan ændre eller fjerne funktioner, der ikke er en del af en betalt tjeneste.
15.3 Vores ansvar over for dig følger dansk rets almindelige regler. Intet i disse betingelser begrænser de rettigheder, du har efter ufravigelig lovgivning, herunder dine rettigheder som forbruger ved køb af betalte tjenester.
16. Tvister mellem brugere
16.1 Uenighed om en handel løses mellem køber og sælger.
16.2 Er der problemer med en handel, kan køber og sælger melde det i appen under "Noget galt?" (punkt 7.4) eller skrive til os på kontakt@vokso.dk. Har den anden part brudt disse betingelser, kan du også rapportere brugeren i appen. Vi kan se på sagen, fx på samtalen om handlen, og gribe ind efter afsnit 12. Vi træffer ikke bindende afgørelser om selve købet, og vi kan ikke skaffe penge tilbage mellem køber og sælger.
17. Rettigheder til indhold
17.1 Du beholder rettighederne til de billeder og tekster, du lægger på Vokso. Du giver os en gratis og ikke-eksklusiv ret til at vise, gemme og tilpasse dem i Vokso, så længe det er nødvendigt for at drive tjenesten.
17.2 Du må ikke kopiere eller bruge andres billeder og tekster fra Vokso uden tilladelse.
18. Opsigelse og lukning
18.1 Du kan til enhver tid slette din konto under Profil > Slet konto. Se også punkt 11.9.
18.2 Vi kan suspendere eller lukke en konto, hvis du bryder disse betingelser eller loven. Du får en begrundelse efter punkt 12.5. Ved væsentlige brud, fx svindel, kan det ske uden varsel.
18.3 Om betalte tjenester ved suspension eller lukning gælder punkt 11.8.
19. Ændringer af betingelserne
19.1 Vi kan ændre betingelserne, når der er en saglig grund, fx nye funktioner, ny lovgivning eller ændrede priser.
19.2 Væsentlige ændringer varsler vi mindst 30 dage før, de træder i kraft, i appen, på e-mail til den adresse, der er knyttet til din konto, og på vokso.dk. Ændringer, der alene er til din fordel eller skyldes lovkrav, kan træde i kraft med kortere varsel.
19.3 Accepterer du ikke ændringerne, kan du slette din konto og opsige Plus, før ændringerne træder i kraft.
19.4 Overgang til version 2.0: Har du oprettet din konto før 12. oktober 2026, gælder version 2.0 for dig fra 12. november 2026. Indtil da gælder version 1.2. Vi giver dig besked om ændringerne i appen og på e-mail mindst 30 dage før.
20. Klage, lovvalg og værneting
20.1 Betingelserne er underlagt dansk ret. Ufravigelige forbrugerregler, der giver dig en bedre stilling, gælder dog altid.
20.2 Har du en klage over Vokso, så kontakt os først på kontakt@vokso.dk eller +45 60 53 15 58.
20.3 Som forbruger kan du klage over en betalt tjeneste til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, naevneneshus.dk.
20.4 Tvister afgøres ved de danske domstole.
21. Kontakt
Recovery Friend v/ Mathias Kristian Pilegaard, CVR-nr. 43413694, Jernbanevej 31, st. th., 8600 Silkeborg. E-mail: kontakt@vokso.dk. Telefon: +45 60 53 15 58.
22. Ændringslog
Version 2.0, 12. oktober 2026
Betingelserne er skrevet om med nummererede punkter og definitioner. De vigtigste ændringer:
- Regler for betalte tjenester: Vokso Plus, Topannonce, fornyelse, opsigelse og fortrydelsesret (afsnit 11).
- Kun private må sælge, og sælgeren bekræfter det før den første annonce (afsnit 4).
- Regler for bud og handler, betaling før forsendelse, leveringsadresse fra adresseregistret og sporingsnummer (afsnit 7 og 8).
- Hvordan vi sikrer, at bedømmelser stammer fra rigtige handler (afsnit 9).
- Rangordning og Ryk op (afsnit 10).
- Indholdsmoderation, klage og anmeldelse af ulovligt indhold (afsnit 12 og 13).
- Kontaktpunkt og telefonnummer (punkt 1.6).
- Varsel ved ændringer og en overgangsregel for eksisterende brugere (afsnit 19).
- Reklamer, også i iPhone-appen fra version 1.6.51, og Ryk op mod en kort reklame (punkt 10.5 og 11.1).
Version 1.2, 5. oktober 2026
Den seneste version før omskrivningen.